Spis salt til…. Forskningsformidling er ikke altid entydig

Sundhedsjournalister og politikere er et trængt folkefærd. Det samme er læger, og det er der flere gode grunde til.

Alt imens medierne bugner med kostråd for og imod alt fra saltindtag, sundt fedt og farligt fedt til mere eller mindre outrerede motionsråd (for nu bare at tage toppen af isbjerget), forsøger befolkningen at navigere rundt mellem hylderne i supermarkederne efter bedste evne.

Men… det er nærmest umuligt at fægte sig igennem den urskov af modstridende budskaber, uden indimellem at miste orienteringen helt.

For nyligt havde Ugeskrift for Læger en tankevækkende ikke-nyhed. Som så var en nyhed alligevel.

Et hold amerikanske læger, Trinquart L, Johns DM og Galea S, havde sat sig for at undersøge, hvordan man forholder sig til videnskabelige konklusioner i forhold til – saltindtag. Er der noget om snakken – kan videnskaben virkelig dokumentere, at for meget salt er farligt – eller siger resultaterne noget andet?

Hvis det bare var så enkelt.

Nye videnskabelige undersøgelser viser….

Ved – minutiøst – at gennemgå 263 rapporter, der er lavet over 36 år, var de tre amerikaneres konklusion, at forskerne tilsyneladende er tilbøjelige til at citere de kilder, de selv er enige med. Der er ikke noget entydigt svar på om det er sundhedskadeligt at spise for meget salt.

Er det ”videnskab” som i ”nye videnskabelige undersøgelser viser….osv.”? Næppe. Overraskende? Måske.

Hvis man kradser lidt i overfladen og kigger på rapporterne, der danner grundlaget for forskernes meta-analyse, offentliggjort i The International Journal of Epidemiology, er 25 % af dem studier, 5 % systematiske reviews, 4 % er guidelines og 66 % er kommentarer, breve og reviews – alle fra perioden 1978-2014.

Ud af alle disse rapporter støttede 54 % hypotesen om sammenhængen mellem for stort saltindtag og sundhedsrisici, 33% støttede den ikke – og så var der den lille del – 13 % som ikke konkluderede noget bestemt.

Men…

Retorik for viderekommende

95 % var tilsyneladende mere tilbøjelige til at citere rapporter, der var nået til samme konklusion som dem selv – end de var til at citere rapporter, hvor resultatet viste det stik modsatte.

Er det fordi forskere i virkeligheden er konfliktsky og ikke ønsker at vælge side i saltkonflikten, kunne man spørge sig selv? Ja og nej.

Det er egentlig ikke ny viden som sådan, men det illustrerer, hvorfor det kan være svært at navigere som lægperson eller blot som patient, når argumenter for og imod salt i virkeligheden viser sig at stamme fra et videnskabeligt væksthus, hvor “gartnere” høster de verbale afgrøder, de nu synes passer bedst ind i egen retorik.

Så meget mere grotesk er det, at State Supreme Court i New York i disse måneder forventes at afgøre, om hvorvidt større restaurationskæder som Subway, T.G.I. Friday’s og Applebee’s, skal tilføje et lille saltbøsse ikon på deres menukort, hvis en ret viser sig at indeholde mere end 2,300 milligram sodium, som mange ernæringsrådgivere siger burde være det maksimale daglige indtag.

De intellektuelle partisaner

Tallene, der er omtalt i ”salt – opgørelserne” er ikke unikke for lægevidenskaben. Amerikaneren Brooks skrev allerede i 1985, at måden en lægevidenskabelig forsker forholder sig til videnskabelige tekster ligner et mønster, man kender fra andre akademiske grene.

Brooks interviewede forskere fra forskellige fakulteter på Iowa University, og fandt der ud af, at den vigtigste grund til at citere, var ønsket om at virke overbevisende overfor kollegaer på den måde begrunde eget synspunkt. Brooks konkluderede, at forfatterne på den måde ønskede at fremme deres egne meninger og bruge litteraturen til at retfærdiggøre deres synspunkter: ”Authors can be pictured as intellectual partisans of their own opinions, scouring the literature for justification’.

Frygt eller frelse

Man kan næppe med nogen rimelig grund bebrejde forskere for, at de ikke er 100 % opdaterede på alt udgivet videnskabeligt materiale, før de selv udtaler sig om de konklusioner, de ’selv’ er nået frem til.

Men når formiddagsaviserne (især), livstilsmagasiner osv. dedikerer flere helsider til såkaldt journalistik om sundhed og sygdom, og den undrende offentlighed se sig selv verbalt fodret med budskaber om alt fra madvarer, der kan ”frelse” syge eller skabe frygt hos de raske – så er det, det går hen og bliver problematisk.

Det er ikke nødvendigvis forkerte informationer, der følger med, men problemet er, at man meget ofte spreder budskaber, der på næsten religiøs, grænsende til fanatisk vis, skævvrider alt for meget videnskabeligt stof, så det glider lettere ned. Men fordi noget bliver gentaget tilstrækkelig mange gange, bliver det ikke nødvendigvis mere videnskabeligt dokumenteret af den grund.

For et par år siden udgav Vidensråd for Forskningsformidling (som er nedsat af Lægeforeningen og Trygfonden) en slags ”manual” målrettet især sundhedsjournalister. De gik lige til stålet fra første side.

“At der er evidens for noget, er udelukkende udtryk for, at flere solide forskningsresultater peger i samme retning. Hvis det modsatte er tilfældet, altså at forskningsresultaterne peger i forskellige retninger, eller der ikke findes flere undersøgelser af samme problemstilling, taler man derimod om, at der er manglende eller utilstrækkelig evidens”.

Så mens der investeres milliarder på at undersøge eks. fødevarers indvirkning på vores helbred, bruges der enormt mange kræfter på bagefter at dissekere oplysningerne, så de bliver lettere fordøjelige. I processen – om man så må sige, kan budskaberne ændre karakter til at blive nærmest uspiselige, fordi de “videnskabelige resultater” kan gå hen og blive decideret misvisende. Det må kunne gøres bedre.

Er det så fordi lægerne, forskerne, formidlerne er dumme eller beregnende? Nej, men det giver unægteligt stof til eftertanke, når man kaster et blik på nutidens “sundhedsformidling”.

Måske man skulle tage det med et “gran salt”.

Ugeskrift for Læger, Udtalt polarisering i den videnskabelige litteratur om sammenhængen mellem saltindtag og sundhedseffekter

Brooks, 1985: ’Authors can be pictured as intellectual partisans of their own opinions, scouring the literature for justification’«.

Trinquart L, Johns DM, Galea S. Why do we think we know what we know? A metaknowledge analysis of the salt controversy. Int J Epidemiol 17. feb 2016

Handbook, Cochrane Citation bias

Vidensråd for Forebyggelse, Siff Malue Nielsen og Ole Nørgaard,

Håndbog i sund formidling – et indblik i forskningens verden , 2014.