Det er aldrig kedeligt at se nyhederne på tv. Som nu forleden dag, hvor landets prøvede statsminister Helle Thorning-Smith måtte forsøge sig med at hælde “gammel vin på nye flasker”. “Det her”, sagde hun blandt andet til de fremmødte forfrosne danskere, der var rykket ud iført flyverdragter og dunjakker for at se rigets øverste repræsentanter stå og trippe på Amalienborg Slotsplads endnu en gang, “er øh.. den nye regering”.

Det var lidt som at være vidne til et folkeeventyr. Først skal hovedpersonerne så grueligt meget igennem, for endeligt at være kommet til en ny kreativ løsning (vel kan man stege krager i træsko – det er bare et spørgsmål om fantasi og vedholdenhed) – så er helten (eller heltinden) i mål – ad omveje….

Tallet 7 er magisk. Spørgsmålet er, om det at skulle danne den 7. regering indenfor så få år er nogen god idé. Man må sige, hun kæmper bravt – denne fru Thorning-Smith – for midt i al mudderkastningen og de verbale himmelvendte øjne i medierne – så må det også nogle gange være et ualmindeligt utaknemmeligt hverv at være politiker i Danmark.

Mens vi raser over reformer, sveder tran under skattetrykkets åg, protesterer (alt for lidt) over elendige digitale løsninger, lukkethed (den nye offentlighedslov) og finder os i stigende mistænkeliggørelse, overvågning og andre ubehageligheder fra det officielle Danmark, glemmer vi også af og til, at vi har stemt, valgt og besluttet, at nogen skal repræsentere os i den demokratiske model.

Vi skal ikke holde op med at stille relevante, nærgående spørgsmål. Vi skal heller ikke lade os nøje med orienteringshæmmede, visionsløse og magtbegærlige repræsentanter. Men vi skal holde fast i, at hvis vi vil have et demokrati, så er vi nødt til at bakke op om de mennesker, der kaster al deres energi og vågne timer ind i at regere Danmark. Det er muligt for alle og enhver stemmeberettiget at lade sig stille op til valg. Uanset om man kommer i tv eller ej.